Foreningens Mærkesager

Foreningen Klips Mærkesager

Foreningen Klip her tre simple mærkesager, eller måske skulle man kalde dem områder. Hele Klips arbejde centrerer sig omkring disse tre områder. Det er dét, der gør, at foreningen kan samle mange forskellige mennesker med forskellige historier og tilgange og det er dét, der gør, at vi hurtigt kan oplære hinanden i at tænke i disse tre områder. Det betyder ikke, at du som medlem ikke kan have andre vinkler og interesser end netop disse tre områder, men i Klip regi, så er det de områder, vi arbejder på. Det gør det lettere at skabe fokus og samling og det er dét, Klip gerne vil.

Her gennemgås områderne et for et:

At modvirke splittelse og arbejde for samling

Det første og område er dét, som umiddelbart ligger foreningens hjerte nærmest. Det handler om at modvirke unødig splittelse. Når myndigheder fjerner børn, så burde det jo være for at tage sig bedre af dem og passe godt på dem. Det er bare ofte slet ikke dét, de gør. I stedet udsætter de meget ofte børnene for en masse unødig lidelse, som nedbryder både børn og forældre. Der findes et magtprincip som kaldes "Del og hersk-metoden". Det handler om at sørge for, at der er splittelse imellem dem, som man gerne vil have magt over. Så er det lettere at fastholde magten. Det er som om myndighederne arbejder ud fra denne metode. Ikke officielt naturligvis, men under overfladen, ude i det virkelige sager bliver der skabt unødig splittelse. Hvem, der har gavn af dette, er svært at få øje på. Barnet har ret til et familie liv. Hvorfor skal der sættes en kop over den flamme af kærlighed, som brænder imellem barnet og dets forældre? Hvem bliver lykkeligere af det? Man bør arbejde for en hjemgivelse af barnet, men hvis man ikke mener, der er de rigtige forudsætninger for en hjemgivelse, hvorfor så ikke arbejde for, at barnet kan have så meget som muligt glæde af sin forældre under anbringelsen. Lad barnet se, at dets forældre kan læse opgaver. Man vil få bedre anbringelser ud af det, man vil få kortere anbringelser ud af det og man vil sidst men ikke mindst få billigere anbringelser ud af det. Lad være med, splitte, nedbryde tilknytningen, se forældrene som en ressource for barnet og inddrag dem, hvor det er muligt. Det andet er helt tåbeligt.

At følge menneskerettighederne

(Den Europæiske-Menneskerettighedskonvention forkortes EMRK)

Jon F. Kjølbros bog Den europæiske menneskerettighedskonvention for praktikere. (4. udgave) giver indføring i konventionens praktiske anvendelse. På baggrund af bogens beskrivelser har Klip formuleret to principper, som vi har fokus på i vores arbejde. Grunden til den specifikke formulering af disse to principper er, at vi mener at disse principper meget ofte overses eller direkte brydes i sager om anbringelse af børn.

(Læs mere om menneskertighedder i blogindlæg fra formanden)

Om barnets ret til familieliv

Barnet har ret til kontinuerlig kontakt med sine biologiske forældre samt øvrig biologisk familie. Hvis barnets mulighed for kontakt med forældre og familie misligholdes under anbringelsen eller hvis der kun levnes rum for en sporadisk kontakt så er det et indgreb i barnets ret til familieliv. (Jf. EMRK afsnit 8 om retten til familieliv)

Om anbringelse som en midlertidig foranstaltning

Tvangsfjernelse af et barn skal normalt anses for en midlertidig foranstaltning, der skal bringes til ophør, så snart omstændighederne tillader det, og at gennemførelse af sådanne midlertidige foranstaltninger bør være forenelige med det overordnede formål om at genforene barnet med dets biologiske forældre

(Jf. EMRK afsnit 8, 484)

At forældrene gives mulighed for at være aktive

Det er meningen, at forældrene skal have støtte og hjælp til at løse de problemer, som førte til anbringelsen (Jf. Serviceloven), vi ser dog gang på gang, at støtten mere har karakter af passivering end aktivering. Der opstilles nogle pseudoproblemer og det forklares, at forældrene skal bruge deres kræfter på at løse disse problemer. Problemerne er meget sjældent konkrete håndgribelige problemer og at gå i gang med at løse dem, er som at bevæge sig ind i en labyrint, hvor problemerne bekræfter sig selv og aldrig bliver løst.

I stedet for dette meningsløse spil skal det forklares til forældrene præcist, hvad det er, man mener står til hindring for hjemgivelse og forældrene skal have mulighed for at arbejde aktivt for løse netop disse problemer. Hvis det lykkes forældrene at løse problemerne, så skal det resultere i en genovervejelse af sagen. Det skal kunne betale sig at arbejde aktivt for en løsning af problemer.

Forældrene skal i det hele taget inddrages meget mere i anbringelsen. Hvorfor skal en far eller mor ikke kunne hente barnet og bringe tilbage til plejefamilien/institutionen efter fodbold en tirsdag aften eller lignende. Det vil jo styrke barnets selvværd at se at dets forældre både kan og vil deltage og har noget at give.

Forældrenes ressourcer bør inddrages alle steder hvor det er muligt. Vi har har meget at lære fra sundhedssystemet som siden omkring årtusindskiftet har arbejdet ud fra rehabiliteringsbegrebet. Her arbejder, man hele tiden med inddragelse af borgerens egne ressourcer. Hvis en borger ikke er fuld funktionsdygtig i forhold til en bestemt opgave, så er han eller hun måske i stand til at deltage i begrænset omfang eller med nogle hjælpeforanstaltninger. Anbringelsessystemet skal lære at tænke i "inddragelse af borgers egne ressourcer", som man gør det i sundhedsvæsenet. Man vil få lykkeligere børn og lykkeligere forældre ud af det og man vil kunne spare mange penge ved det.