Om menneskerettigheder

Forside | Overblik

Indlægget er skrevet af foreningens formand Mikkel Meinike Nielsen

At følge menneskerettighederne

(Den Europæiske-Menneskerettighedskonvention forkortes EMRK)

Een af Foreningen Klips tre mærkesager er, at menneskerettighederne skal efterleves i anbringelsessager. Vi har formuleret to principper som vi arbejder ud fra:

1.

Om barnets ret til familieliv

Barnet har ret til kontinuerlig kontakt med sine biologiske forældre samt øvrig biologisk familie.  Hvis barnets mulighed for kontakt med forældre og familie misligholdes under anbringelsen eller hvis der kun levnes rum for en sporadisk kontakt, så er det et indgreb i barnets ret til familieliv.       (Jf. EMRK afsnit 8 om retten til familieliv)

2.

Om anbringelse som en midlertidig foranstaltning

Tvangsfjernelse af et barn skal normalt anses for en midlertidig foranstaltning, der skal bringes til ophør, så snart omstændighederne tillader det, og at gennemførelse af sådanne midlertidige foranstaltninger bør være forenelige med det overordnede formål om at genforene barnet med dets biologiske forældre 

(Jf. EMRK afsnit 8, 484)

Men hvad er EMRK overhovedet for noget og hvordan kan det have noget med en konkret anbringelsessag at gøre?

Når et barn anbringes i Danmark, så gøres det med baggrund i Serviceloven og når vi indgår i interaktion med forvaltningen som borgere, så reguleres dette af Forvaltningsloven.
Så hvor kommer EMRK lige ind i billedet?

EMRK er de overordnede principper for menneskerettigheder, som de europæiske lande blev enige om efter 2. verdenskrig. Det er disse overordnede principper, der ligger til grund for den lovgivning, som laves i de enkelte lande.

Hvis man ser på EMRK, så beskrives de principper, som vedrører anbringelsessager meget kort og meget overordnet i Artikel 8:

Artikel 8, EMRK:

Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Det er jo lidt svært lige at overføre på den konkrete situation, man som forældre til anbragt barn står i, men så findes der nogle tekster, som forklarer, hvordan dette skal forstås i praksis.

Det er advokat Hanne Ziebe, som har vist mig vej ind i at begynde at forstå, hvad det her går ud på og hun viste mig denne bog.

Jon F. Kjølbro: Den europæiske menneskerettighedskonvention for praktikere. 4. udgave

Det er en gennemgang af, hvordan konventionen udmøntes og forstås i praksis.

Hanne har peget på tre citater fra den bog, som har direkte betydning for mennesker, som har anbragte børn samt for deres børn. Jeg vil her give de tre citater son jeg har skrevet af.

Faktisk har jeg ikke fået sidenummeret noteret, da jeg afskrev citaterne.
Det må komme senere. Her følger de tre citater:

"Forældrene har krav på og staterne positive pligt til at sikre, at der træffes foranstaltninger med henblik på, at forældrene kan blive genforenet med barnet. (489). De nationale myndigheder skal regelmæssigt vurdere, om betingelserne for at opretholde foranstaltningen er opfyldt (490). Det vil kunne udgøre en krænkelse, hvis myndigheder ikke tager tilstrækkeligt hensyn til en positiv udvikling i forældrens situation, herunder at der er opnået stabilitet i familielivet, og at forældrenes psykiske tilstand har været god og stabil i en længere periode. De nationale myndigheder har pligt til at arrangere besøg mellem forældre og det tvangsfjernede barn, for derved at muliggøre en bevarelse og viderudvikling af familielivet, og det skal som udgangspunkt ske med rimelige intervaller."

"16.4.3. Forløb efter tvangsfjernelse, herunder begrænsning i samvær

Når det drejer sig om den måde en anbringelse gennemføres på, og yderligere begrænsninger i forældrenes rettigheder, herunder ret til samvær, er Domstolens praksis anderledes restriktiv. Det skal ses i lyset af, at tvangsfjernelse af et barn normalt skal anses for en midlertidig foranstaltning, der skal binges til ophør, så snart omstændighederne tillader det, og at gennemførelse af sådanne midlertidige foranstaltninger bør være forenelige med det overordnede formål om at genforene barnet med dets biologiske forældre (484).

Sadanne yderligere begrænsninger kan f.eks bestå i begrænsning i hyppighed eller varighed af samvær, beslutning om overvåget samvær, beslutning om helt at afskære samvær eller beslutning om alene at tillade telefonisk kontakt med barnet. Ved sådanne yderligere begrænsninger foretager Domstolen også en konkret helhedsvurdering, hvor der blandt andet lægges vægt på, om myndighederne har haft tilstrækkeligt grundlag for beslutningerne (f.eks. i form af observationer og sagkyndige erklæringer om barnet og forældrene), om myndighederne har lagt vægt på relevante hensyn, navnlig hvad der er bedst for barnet, og om myndighederne har gjort, hvad man med rimelighed kan forlange."

"Hvis forældre mere eller mindre afskæres fra enhver form for familieliv med et tvangsfjernet barn, f.eks. fordi det skal adopteres af en plejefamilie uden forældrenes samtykke, så er der tale om et meget vidtgående indgreb, der ikke er foreneligt med det overordnede formål om familiens genforening og der skal derfor foreligge helt ekstraordinære omstændigheder, hvis et sådant indgreb skal kunne anses for retfærdiggjort (486). Det samme gælder i tilfælde, hvor myndighederne af hensyn til barnet mere eller mindre afskærer alt form for samvær mellem forældrene og det tvangsfjernede barn (487). Den afvejning mellem forældenes og barnets interesser, der skal foretages, kan efter omstændighederne retfærdiggøre betydelige begrænsinger i samværenes hyppighed, varighed og form for derved at sikre barnet den nødvendige tryghed og stabiliet (488)."